Networking eller at netværke og skabe et godt netværk er i mange tilfælde det, der gør, at du får sparket døren ind til drømmejobbet, uanset om stillingen er opslået eller ej. Rigtig mange jobopslag når nemlig aldrig ud på jobmarkedet, fordi stillingen kun er tilgængelig i netværket. Og har du ikke networket, så når opslaget aldrig frem til dig.
Det er altså kun dem, der kender den pågældende arbejdsgiver, der kan komme i betragtning. Netop derfor er det så vigtigt, at du får skabt et godt netværk og kommer i gang med networking så tidligt som muligt.
Men faktisk kan dit netværk være mindst lige så effektivt at bruge, hvis du finder en opslået stilling. Kender du nogen i virksomheden, kan du nemlig bede dem om at lægge et godt ord ind for dig. Du kan også bare bede vedkommende om at sige, at de skal læse din ansøgning to gange.
Networking er netop noget, du kan bruge, uanset om du søger opslåede eller uopslåede stillinger. Derfor er det altså en investering i dine fremtidige jobmuligheder, at du kommer i gang med at netværke, mens du studerer.
Networking: Sådan kommer du i gang med at netværke – Lær folk at kende
Når du skal i gang med at netværke, skal du først og fremmest tænke over, hvad du vil med dit netværk. Når vi snakker om networking i en jobsammenhæng, giver det mening, at du lærer folk at kende, som senerehen kan hjælpe dig med at komme i job eller praktik, hvis du stadig er studerende.
Ved at netværke kan du lære folk at kende, der er i samme branche, som du enten er eller ønsker at være. Hvis du eksempelvis allerede ved, at du gerne vil arbejde i designbranchen, så er det en god idé at lære folk at kende i den branche og målrette din networking efter det. Det lyder simpelt og måske endda banalt. Men det er sådan, det er, og derfor skal du i gang med at netværke.
Du kan deltage i events indenfor den pågældende branche og “mingle“. Du kan søge studiejob i den pågældende branche. Det er nok den mest effektive metode, du kan bruge, for at få en fod indenfor og lære folk at kende. Derudover er der masser af andre fordele ved at have et studiejob. At du får relevant erhvervserfaring, er nok den vigtigste.
Sådan kan du netværke og bruge networking på sociale medier
Folk elsker at hjælpe. Hvis du skriver til en profil på LinkedIn, som du synes, er spændende, vil vedkommende næsten altid hjælpe dig. Spørg om lov til at låne lidt tid, og skriv noget i retning af:
“Hej Navn. Mit navn er Navn, og jeg studerer XX. Jeg drømmer om at arbejde indenfor X, Y og Z, og jeg synes, at din profil er enormt spændende. Må jeg spørge, om du har et godt råd til mig, der selv gerne vil arbejde med XX.”
Nu skal du ikke bare kopiere det her eksempel på networking, men du skal vide, at folk elsker at hjælpe og fortælle om deres jobs. Derfor er det altid OK at spørge dem om hjælp eller høre om deres vej til jobbet og branchen. Samtidig lærer du dem at kende, og allerede her har du opbygget et lille netværk og networket i den pågældende branche.
Du starter aldrig fra bunden med dit netværk
Måske tænker du, at du ikke lige kender nogen, der kan hjælpe dig med at finde de “usynlige” jobs eller hjælpe dig lidt frem i køen i din jobsøgning. Men det gør du. Eller også kender du nogen, der kender nogen. Dit netværk er stort, selvom du ikke har kortlagt det.
Hvis du har haft studiejobs, været i praktik, gået til en form for sport, kender dine forældre eller families kolleger, mødt nogen til en konfirmation – hvad som helst – så kender du nogen, der kender nogen. Og du er så at sige i gang med networking.
Jeg var selv til en konfirmation for et par år siden. Der snakkede jeg med en kvinde, der arbejdede i en bank. Hun fortalte om mulighederne for unge mennesker i banken, og det lød rigtig spændende. Jeg gjorde dog aldrig noget ved det, da jeg havde et dejligt studiejob der. Men det er heller ikke pointen. For jeg var stadig i gang med networking.
Men bare den simple interaktion til en familiefest gør, at jeg udvidede mit netværk. Det ville være helt OK, hvis jeg valgte at kontakte hende over LinkedIn senere. Hvis jeg altså ville søge job i den pågældende virksomhed, hun arbejdede i. Hun vil jo også kun synes, at det er dejligt, at nogen vil høre om hendes arbejdsplads og synes, at det er spændende.
Så hvis du sidder med følelsen af, at du intet netværk har, så prøv at tænk kreativt. Hvis du både lærer flere at kende og husker, at andres netværk i nogen grad også er tilgængeligt for dig, så går der ikke længe, før dit netværk føles stort og omfattende. Og så er du allerede i gang med din networking.