Hvis det er svært for dig at komme ind på arbejdsmarkedet, kan et job med løntilskud være vejen frem. Med løntilskud kan du nemlig komme i arbejde, uden at din arbejdsgiver har en betydelig udgift. Dermed er det let for arbejdsgiveren at give dig chancen i jobbet.
Rigtig mange kommer i arbejde efter at have haft et job med løntilskud. Og det er netop hensigten med ordningen. At hjælpe dig, der er nyuddannet eller blevet ledig, med at komme ind på arbejdsmarkedet.
Du kan både komme i job med løntilskud i det private og i det offentlige. Men reglerne for løntilskud svinger lidt mellem de to. Læs med herunder, hvis du vil blive klogere om job med løntilskud.
Indhold
Hvad er løntilskud?
Løntilskud er en ordning, hvor du kan blive ansat i en virksomhed på helt almindelige vilkår. Forskellen er bare, at din arbejdsgiver modtager et tilskud til lønnen. Deraf løntilskuddet. Løntilskudsordningen gælder både for private virksomheder og offentlige institutioner. Reglerne er dog lidt forskellige, og det vil jeg uddybe længere nede herunder.
Et job med løntilskud kan være en virkelig effektiv måde at komme ind på arbejdsmarkedet. Hvis du er nyuddannet og mangler erfaring, kan et job med løntilskud være med til at kickstarte din karriere. Her får du erfaring, du får nye kompetencer, du får et bedre netværk, og du får nye indsigter og blod på tanden i din jobsøgning.
Derudover kommer du jo tæt på et job og ind på en rigtig arbejdsplads. Du får en helt ny hverdag, der ikke kun handler om A-kasse, dagpenge og alt det andet, der følger med til at søge job. Det minder lidt om at være i virksomhedspraktik, men her får du så rent faktisk løn. Ofte ser man også, at løntilskud bliver aftalt i forlængelse af en virksomhedspraktik.
På den måde kan du faktisk springe et par led over i din jobsøgning. Du skal dermed ikke først til jobsamtale og bevise, hvorfor de skal ansætte dig. Det beviser du løbende igennem dit løntilskud. Og du får også løbende svar på de spørgsmål, du måtte have til jobbet.
Alt i alt er et job med løntilskud en oplagt mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet. Det kan være det, der gør forskellen, hvis du er ved at køre sur i din jobsøgning. Undersøg derfor dine muligheder for løntilskudsordningen, hvis det kribler i dig efter at komme ud på arbejdsmarkedet.
Regler for job med løntilskud
For at forstå reglerne for job med løntilskud, giver det mening at skelne mellem at være ansat i det offentlige og det private. Her er nemlig lidt forskel på, hvilke regler der gælder. Derudover er det vigtigt at huske, at når du er i job med løntilskud, så bruger du stadig af dine dagpenge. Altså din dagpengeperiode. Det betyder, at du stadig skal søge job og ikke optjener dagpenge undervejs. Du kan læse mere om dagpengesatser, og hvor meget du får i dagpenge her.
Fælles for både det private og det offentlige gælder følgende regler:
- En ny ansat i løntilskud må ikke erstatte en såkaldt almindelig medarbejder. Virksomheden må altså ikke afskedige en medarbejder og erstatte vedkommende med en på løntilskud
- Du kan ikke få job med løntilskud i en virksomhed, du har arbejdet i for nyligt
- Du må heller ikke arbejde i en virksomhed, din ægtefælle ejer
- Der må ikke være for mange ansat på løntilskud ift. almindelige ansættelser
- Der skal være en medarbejder i virksomheden, som sikrer, at reglerne for løntilskudsordningen bliver overholdt
Hvad er reglerne i det offentlige?
Der gælder nogle særlige regler for job med løntilskud i det offentlige. Og det er både regler for dig og din arbejdsgiver.
Du må maksimalt være ansat i et job med løntilskud i det offentlige i fire måneder. Undervejs får du en timeløn på 130,99 kroner (i 2021). Det svarer maksimalt til den ydelse, du får i dagpenge. Undervejs får du også fuld pension, der svarer til det, du ville have fået ved en almindelig ansættelse. Du kan også få tilskud til din transport, hvis du eksempelvis skal med tog eller bus til din arbejdsplads.
Din arbejdsgiver får et tilskud til din løn på hele 120,40 kroner, hvilket altså gør, at udgiften for din arbejdsgiver er meget lav.
Arbejdstiden bliver fastsat efter, om du er fuldtidsforsikret eller deltidsforsikret i din A-kasse. Vær også opmærksom på forskellen mellem bruttoløn og nettoløn.
Hvad er reglerne i det private?
Der er ikke lige så mange regler for job med løntilskud i det private, som der er i det offentlige. Så her skal du være opmærksom på de regler, der gælder både det private og offentlige. Dog gælder følgende regler:
I det private må du være ansat i et job med løntilskud i op til seks måneder.
Din løn, din pension og dine timer bliver aftalt efter gældende overenskomst. Hvis der altså er en overenskomst. Det er nemlig langt fra sikkert, da fagforeninger ikke har samme styrke i det private som det offentlige.
Din arbejdsgiver i det private modtager 82,9 kroner pr. time i løntilskud. Og så er det desværre ikke muligt at få tilskud til transport.
Hvilke krav er der for at få job med løntilskud?
Du skal faktisk kun leve op til et enkelt af flere krav for at kunne søge om job med løntilskud. Det kan altså være af vidt forskellige årsager, at du vælger at søge tilskudsordningen. Men for de fleste nyuddannede, er det som led i jobsøgningen.
Hvis du modtager dagpenge, kan du som udgangspunkt søge job med løntilskud. Dette gælder også, hvis du er på sygedagpenge, uddannelseshjælp eller kontanthjælp.
Hvis du er nyuddannet og lider af et handicap, kan du ligeledes søge et job med løntilskud. Det samme gælder, hvis du modtager revalidering. Ligeledes kan du også søge, hvis du er førtidspensionist.
Så hvis du lever op til kravene, gælder det bare om, at din potentielle arbejdsplads også bliver godkendt. Det sker ved dit jobcenter. Og når det er sket, kan du søge et job med løntilskud.