Gratis CV-skabelon: Find din og få hjælp til dit CV her

Leder du efter en CV-skabelon, som du kan bruge i din jobsøgning? Frygt ej, jeg har en lige her til dig. Eller jeg har faktisk mere end en enkelt CV-skabelon. Jeg har mange! Det rimede bare ikke.

For der er masser af forskellige CV-skabeloner, du kan tage fat i. Dermed bliver det nemt for dig at lave dit eget unikke CV, som ikke er hverken kedeligt eller ligesom alle andres. Du kan også bare vælge at lade dig inspirere af skabelonerne. Det er helt op til dig.

Derudover har jeg også en udførlig guide til, hvordan du får det bedste ud af din CV-skabelon og laver et godt CV.

Læs med herunder og få adgang til mange forskellige CV-skabeloner.

Guiden er opdateret 23. februar 2021

Et godt CV og en god CV-skabelon hænger sammen

Et godt CV er meget vigtigt. Det er tit det første, som en arbejdsgiver læser. Det er også tit det første, du bliver bedt om at sende. Hvis nogen anbefaler dig, så får de altid at vide, “han eller hun skal bare sende mig sit CV!”. Der er altså ingen tvivl om, at det er vigtigt, at du kan skrive et godt CV.

Og til et godt CV hører en god CV-skabelon. En CV-skabelon gør nemlig dit gode CV endnu bedre, og det giver i sidste ende læseren en bedre oplevelse, når han eller hun læser dit CV.

Men jeg siger lige med det samme: Der findes ikke et perfekt CV. Der findes dog en opskrift på et rigtig godt CV, og det er den, du får i guiden her. Du får både hjælp til at lave et godt CV, og så får du CV-skabeloner, du selv kan udfylde.

Du skal dog huske, at du altid skal tilpasse dit CV og din CV-skabelon til det pågældende job. Du kan desværre ikke bare lavet et CV og forvente, at du kan bruge det til alle jobs, du søger. Dog kan du sagtens bruge CV-skabelon som fundament og lave småjusteringer. Du skal ikke starte forfra hver gang.

Her kan du lære at skrive den gode ansøgning
Et godt CV starter med en god CV-skabelon.

Vælg den rette CV-skabelon: Det skal den indeholde

Uanset om du vil have en CV-skabelon, du kan smide din information om dig selv direkte over i, eller om du bare vil inspireres, er det vigtigt, at du vælger den rette. Og det kan du kun gøre, hvis du ved, hvad en “korrekt” CV-skabelon indeholder. Med andre ord skal du vide, hvad et korrekt CV indeholder.

Man taler i CV-sammenhænge ofte om at skrive enten en kompetence-CV eller et kronologisk-CV. Jeg anbefaler altid, at du gør begge dele samtidig. At du i starten af dit CV fortæller om dig selv og dine kompetencer. Her sætter du dem i spil med det pågældende job, du søger. Det er på sin vis et resumé af dig og din profil – hvordan du passer ind i jobbet.

Dernæst laver du en lang opremsning af dine erfaringer, hvor du lister uddannelser, jobs og andet relevant. Dermed har du en blanding af de to typer CV’er. Og det skal din CV-skabelon kunne understøtte.

Hvorvidt du skal sætte et billede ind, må være op til dig. Men! Jeg synes, det er en god idé. Jeg ved ikke, hvorfor der er så meget debat om netop den del af CV’et. Men det er der. Der er delte meninger om billedet, men jeg kan ikke se, hvad det skulle skade. Og jeg gør det også selv. Så gå gerne efter en CV-skabelon, hvor der er mulighed for at sætte et billede ind.

Hvis du gerne vil vide, hvordan du laver et godt CV, skal du bare læse videre. Efter jeg har præsenteret dig for de mulige CV-skabeloner, forklarer jeg, hvordan du selv skaber dit eget gode CV længere nede i guiden. Jeg har også skrevet en guide, der giver dig eksempler på, hvordan et færdigt CV kan se ud. Læs den lige her.

Canva er en let vej til flotte CV-skabeloner
Canva er en let vej til flotte CV-skabeloner.

Canva er en let vej til flotte CV-skabeloner.

Gratis CV-skabelon lige til at udfylde

Jeg har ikke en gratis CV-skabelon til dig, som jeg har selv har lavet. Og det skal du være glad for. For den ville være fuldkommen ubrugelig, da jeg på ingen måde er god til Photoshop eller lignende. Men heldigvis, så kender jeg nogle, der har.

Hvad nu hvis jeg siger, at du kan finde massevis af stilfulde, flotte og så-tæt-du-kommer-på-CV-skabeloner-på-grafiker-niveau helt gratis? Det lyder da meget godt, ikke?

Det kan du på www.canva.com.

Canva er en hjemmeside, der har et kæmpe udvalg af forskellige illustrationer og online tryksager. Stort set alt du kan forstille dig. Herunder CV-skabeloner, som du kan få ganske gratis. Nogle af dem er ikke gratis, men dem der er, er virkelig i god kvalitet. Det er dem, du skal betale for, selvfølgelig også.

Anyway! Du vil nok gerne vide, hvordan du får fat i dem. Du skal starte med at oprette en profil. Det, der er så smart ved Canva, er, når du har en profil derinde, kan du vælge din foretrukne CV-skabelon og redigere den direkte på siden. Du skal hverken have Photoshop eller anden fancy software. Du klarer det hele online, og når du er færdig, downloader du den som .pdf, og så har du dit helt eget CV i en skarp CV-skabelon.

Det er klart den letteste måde at få et flot CV på, medmindre du har nogle grafiske evner. Det er underordnet, hvilken branche du skal bruge en CV-skabelon til, for der så stort et udvalg på Canva.

Du skal dog holde øje med, om den CV-skabelon, du vælger, er gratis eller ej, inden du går i gang med at redigere i den. Dog koster de enkelte CV-skabeloner i de fleste tilfælde kun 10-30 kroner, og det er jo meget godt givet ud, hvis det hjælper dig til jobsamtale.

I Microsoft Word er der masser af gratis CV-skabeloner. Vælg din CV-skabelon her.
I Microsoft Word er der masser af gratis CV-skabeloner.

CV-skabeloner i Word: Du har dem allerede

Hvis du er en af de heldige, der har adgang til Microsoft Word, så har du faktisk allerede nu en masse Word CV-skabeloner liggende på din computer. Du finder dem således:

    1. Åbn Microsoft Word
    2. Hvis ikke Word selv starter der, skal du finde fanen “Ny”
    3. Vælg “Flere skabeloner” ovre til højre
    4. Vælg CV’er og følgebreve
    5. Gå på opdagelse og find Word CV-skabeloner gratis

Det er en nem måde at finde masser af gratis CV-skabeloner på. Godt nok er selve Microsoft Word ikke gratis, og dermed kan man ikke sige, at du får en gratis Word CV-skabelon ved at gå ind i Word og finde din egen. Men rigtig mange har Word installeret, og derfor vil det være aktuelt og værdifuldt for dem – eller dig – at vide, at der er masser af CV-skabeloner derinde.

Har du ikke selv Microsoft Word, ja, så uden at jeg skal opfordre til det, kan du jo spørge en, du kender om hjælp. Dog er det nok svært at skrive dit CV uden Word, så jeg går ud fra, at de fleste, der læser dette, har Word. Og det har de fleste, der skriver jobansøgninger og CV’er.

Du kan være uheldig at finde en CV-skabelon, der har en ærgerlig formatering. Det kan gøre det besværligt for dig at redigere den og gøre den til dit eget personlige CV. Dog er mange – de fleste, vil jeg sige – Word CV-skabeloner ganske simple og lette at redigere i. Og så er de gratis.

Du skal heller ikke frygte, at Word CV-skabelonerne ser for simple ud. Hvis du ikke søger job som grafiker eller lignende, så er det altså ikke det, du bliver vurderet ud fra. Dit CV og din CV-skabelon skal bare kunne præsentere dig ordentligt. Bare Word skabelonen rummer det, som et CV skal kunne, så er du på rette vej.

Skal du vælge et kompetence- eller kronologisk CV? Hvad med at vælge dem begge?
Skal du vælge et kompetence- eller kronologisk CV? Hvad med at vælge dem begge?

Kompetence CV eller kronologisk CV – Hvad skal du vælge?

Du kan enten vælge at skrive et kronologisk CV eller et kompetence CV. Du kan også gøre begge dele i samme CV. Det vil i de fleste tilfælde give mening at samle dine kompetencer i toppen og i omvendt kronologisk rækkefølge liste dine erfaringer efterfølgende.

Sådan er de fleste CV-skabeloner også skruet sammen.

Et kronologisk CV lister alle dine erfaringer i omvendt rækkefølge. Det vil sige, at det, du har lavet for nyligt, står først. Her vil du både liste dine jobs, dine uddannelser, dine frivillige jobs og aktiviteter og andet som højskoleophold og rejser. Der er som sådan ingen regler for, hvad du må skrive. Men det er typisk det, vi har listet her, som man nævner.

Et kompetence CV lister dine kompetencer. Her tager du udgangspunkt i kompetencer og fortæller, hvordan du har brugt dem i de forskellige jobs. Det er altså ikke i nogen form for kronologisk rækkefølge. Det er også lettere at målrette CV’et efter et bestemt job. Du fremhæver bare de kompetencer, der er særligt relevante.

Men hvorfor ikke gøre begge dele? Et CV må – modsat ansøgningen – gerne være to-tre sider langt. Så du kan sagtens have det hele med. Så længe du gør det overskueligt at finde rundt i dit CV, er der intet i vejen for, at du gør begge dele. Tværtimod. Det giver kun mening, at du lister dine vigtigste kompetencer samt giver et billede af din jobmæssige rejse.

Tænk over det, når du leder efter den rette CV-skabelon.

Lav et godt CV: Sådan fylder du din CV-skabelon ud

Alt afhængigt af designet på dit CV og i din CV-skabelon skal du øverst eller som noget af det første, skrive dine personlige oplysninger. Det er dit navn, dit telefonnummer, din email, fødselsdato og eventuelt andet, der kan være relevant. Hvis du mener, det giver mening, kan du skrive din uddannelsestitel. Altså cand.merc, cand.jur og så videre.

Men det er primært, hvis arbejdsgiver søger en profil med en specifik uddannelse. Det er en god måde at vise, at du i hvert fald lever op til det krav i dit CV.

Sammen med dine personlige oplysninger kan du indsætte et billede. Det er faktisk et af de elementer, der er mest forvirring omkring. “Skal jeg indsætte et billede i mit CV?” Er der mange, der spørger om. Og jeg siger altid ja. Hvorfor ikke? Hvorfor ikke sætte ansigt på dig selv? Vælg et professionelt og indbydende billede af dig selv. Det kan sagtens være det samme, du har på LinkedIn. Bare ikke et feriebillede eller et, hvor du er i byen.

Det kan også være, du har valgt en CV-skabelon med plads til et billede. Så giver svaret sig selv.

Jo bedre dit CV og din CV-skabelon er struktureret, jo lettere er det for arbejdsgiveren at finde rundt i det
Jo bedre dit CV og din CV-skabelon er struktureret, jo lettere er det for arbejdsgiveren at finde rundt i det

Dine kompetencer i dit CV

Det første stykke tekst i dit CV skal være et oprids eller resumé af dig og dine kompetencer. Her skal du skrive et par linjer om, hvem du er, hvad du brænder for, hvad du har erfaring med, og hvad du gerne vil fremadrettet. Det skal altid være målrettet det pågældende job.

Herunder skal du liste dine kompetencer. Det skal både være dine faglige/professionelle kompetencer og dine personlige. Lav to kolonner, så du kan adskille dine faglige kompetencer fra dine personlige. Det afhænger selvfølgelig af designet på din CV-skabelon.

Dine faglige kompetencer er det, du kan. Altså regnskab, skrivekundskaber, analyse, præsentationsteknik, salgsevner, ledelse og alt sådan. Alt der er konkrete fagligheder. Du kan typisk tage udgangspunkt i de krav, der er listet i stillingsopslaget.

Du kan også liste dine IT-kompetencer i dit CV. Du kan inddele dem efter niveau: Superbruger, almindelig brug og begynder. Her mener vi kompetencer i Word, PhotoShop, Excel, InDesign, Google Drive, Python, regnskabssoftware  og meget andet. Du kan gøre det samme med dine sprogegenskaber.

Dine personlige kompetencer er det, du er. Er du sød, smilende, udadvendt, rolig, god til at holde mange bolde i luften, kreativ, stædig og så videre? Alt det, der siger noget om din personlighed og er relevant i forhold til jobbet.

Kombiner dine kompetencer med dine erfaringer

Følger du ovenstående, har du starten på et kompetence CV. Dog giver det bare så god mening at kombinere de to, så derfor skal du også lave en kronologisk oversigt over dine erfaring. Det gør du under dine fremhævede kompetencer.

Det kan også være, at den CV-skabelon, du har valgt, lægger op til, at du gør netop det. Det er helt perfekt i så fald.

I dit CV lister du i omvendt kronologisk rækkefølge, hvad du har arbejdet med. List dine jobs og uddyb, hvad du lavede og – meget vigtigt – lærte af dem. Hvis du har 20 års erfaring, behøver du nok ikke at skrive om dit første job som opvasker eller flaskedreng. Men hvis du er nyuddannet og har begrænset erfaring, så skriv det hele på. Man lærer meget i sit første job. Ansvar, mødepligt, kundekontakt, service. Alt sådan kan du nævne fra dit første job i dit CV.

Start med dine jobs. Dernæst kan du liste dine uddannelser. List bare hele molevitten fra folkeskole til endt videregående uddannelse. Herefter kan du liste højskoleophold, frivilligt arbejde og andet, du har lavet. Har du været træner i en sportsklub, så få det med.

Hvis du har mange erfaringer og gerne vil have hele kronologien med, er det en god idé, at du vælger en CV-skabelon, der tillader det.

Hvis du gør dig umage med at tilrette dit CV, kan du være sikker på, at du ender med et godt resultat.
Hvis du gør dig umage med at tilrette dit CV, kan du være sikker på, at du ender med et godt resultat.

Få det bedste ud af dit CV: Sådan sikrer du, at dit CV er godt

Dit CV må fylde 2-3 sider. Det er altså mere end din ansøgning, men det er stadig ikke alverden. Så få det til at passe, og sørg for at det er overskueligt. Og det er lige meget, hvilken CV-skabelon du vælger. Dit CV må ikke være længere.

Arbejdsgivere bruger højst 5 sekunder på at skimte dit CV, inden de læser det igennem. Hvis de ikke kan navigere i det, er det ikke sikkert, at de læser det.

De læser i øvrigt aldrig det hele, så sørg for at have det vigtigste først (det har du, hvis du gør, som der står i guiden her). Det sker af sig selv, hvis du laver et kombineret kompetence- og kronologisk CV.

Helt konkret skal du blot dele teksten op i bidder, så dem er til at fordøje. Ligesom denne artikel er. Husk underoverskrifter. Brug gerne punktopstillinger og vær ikke bange for områder uden tekst. Det er rart for læseren, at han eller hun ikke bliver mødt af en væg af tekst. Tænk over det, når du vælger din CV-skabelon.

Du skal også læse dit CV grundigt og få gerne feedback fra andre. Stavefejl og dårlig grammatik har det bare med at skræmme arbejdsgivere væk. Så sørg for, at alt står rigtigt. Læs det højt for dig selv. Så spotter du hurtigere slåfejl eller dårlige sætninger.

Ligesom en blæksprutte skal du tilpasse dig, dit CV og din CV-skabelon til det pågældende job, du søger.
Ligesom en blæksprutte skal du tilpasse dig, dit CV og din CV-skabelon til det pågældende job, du søger.

Husk altid at tilpasse din CV-skabelon

Når du fylder din CV-skabelon ud og laver dit eget CV, skal du huske, at du altid skal tilpasse det til det enkelte job, du søger. Du kan sagtens lave et standard CV, hvor mange elementer går igen, som du laver et unikt CV ud fra hver gang. Men du skal skrue på knapperne og justere der, hvor du kan, hver gang du søger et nyt job.

Arbejdsgiveren skal læse dit CV og føle, at det er målrettet det konkrete job, du søger. Det er meget vigtigt. Så sørg altid for, at du har opdateret dit CV med dine nyeste informationer og eventuelle kurser, du har taget igennem din A-kasse eller fagforening for nyligt. Det er mest til dig, der står uden arbejde.

Sørg også for, at det, du skriver, giver mening i forhold til den specifikke stilling, du søger. Dine kompetencer skal være relevante for jobopslaget og jobbet. Frem med hvad du har lært igennem dine erfaringer, som er relevant for det specifikke job, du søger.

Så er der også noget helt lavpraktisk, som at du skal gå dit CV igennem for fejl og sjusk. Er der stavefejl og mangler, giver det bare et rigtig dårligt indtryk. Men gør du dig umage og finder en flot CV-skabelon, som du udfylder efter ovenstående guide, skal du nok ende med et godt CV.

Det er ligesom, når du skriver en ansøgning. Den skal være finpudset, og det skal skinne igennem, at du har gjort dig umage. Jeg har i øvrigt også skrevet en guide om alt, du skal bruge til at skrive din jobansøgning her.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *