Det er vigtigt, at du stiller gode spørgsmål til jobsamtalen, så du kan være sikker på, at der er tale om det rette match

Tips og eksempler: Gode spørgsmål til jobsamtalen, som DU skal stille

At stille gode spørgsmål til jobsamtalen er noget af det vigtigste. Som jobsøger – nyuddannet eller erfaren – tænker man sikkert mest over, hvad man kan blive spurgt om til jobsamtalen. Det handler for mange om, at man skal overbevise arbejdsgiveren om, at man er den rette kandidat. Og det skal du selvfølgelig også. 

Men det er altså lige så vigtigt, at du får stillet nogle gode spørgsmål til jobsamtalen. For det er den bedste måde, du kan være helt sikker på, at det er den rigtige arbejdsplads for dig. At der er et godt match.

Men hvad skal du så spørge om? Læs med herunder og få eksempler på gode spørgsmål til jobsamtalen, som du kan stille. 

Hvis du i stedet leder efter hjælp til at svare på de spørgsmål, som arbejdsgiveren kan stille dig, kan du få hjælp i min guide her.

Magistrenes A-kasse giver 100% studierabat og er dermed gratis for studerende.

Det er meget individuelt, hvad der er et eller flere gode spørgsmål til jobsamtalen. Det vigtigste er, at du får stillet nogle spørgsmål, som gør dig klogere. Sådan er det jo med alle spørgsmål, men det er bare vigtigt, at du får afklaret alt, hvad du kan være i tvivl om ved det pågældende job. 

Hvis du inden din jobsamtale har ringet på stillingsopslaget, har du nok fået svar på noget af det. Men du kan godt tage udgangspunkt i nogle af de spørgsmål og svar, når du stiller spørgsmål til jobsamtalen. Der er sandsynligvis meget, der kan blive uddybet fra telefonsamtalen. 

Når du stiller dine spørgsmål til jobsamtalen, er det vigtigt, at du har forberedt dig grundigt. Det vil sige, at du ikke skal stille basale spørgsmål, som du burde kunne finde svaret på ud fra stillingsopslaget. 

Dine spørgsmål til jobsamtalen skal vise, at du er seriøs. At du er velforberedt og nysgerrig. At du gerne vil jobbet. Men at du også stiller krav. Det er så vigtigt, at jobbet og arbejdsgiveren også kvalificerer sig til dig. 

Skriv gerne dine spørgsmål ned og tag dem med til jobsamtalen. Så kan du også holde øje med, om arbejdsgiveren selv svarer på dem løbende, eller om du skal spørge. Det vigtigste er bare, at får svar på dine spørgsmål til jobsamtalen og går derfra med vished og ro i maven. 

Leder du efter mere hjælp til en god jobsamtale? Sikr dig, at din jobsamtale kommer godt fra start med en god elevatortale til at præsentere dig selv.

Gode spørgsmål til jobsamtalen gør dig helt sikker på, om jobbet er det rette for dig
Gode spørgsmål til jobsamtalen gør dig helt sikker på, om jobbet er det rette for dig

Eksempler på gode spørgsmål til jobsamtalen om selve jobbet

Det er vigtigt, at du får styr på, hvad jobbet går ud på. Det har du helt sikkert allerede en god eller fuldkommen idé om ud fra jobopslaget. Men der er stadig mere, du kan spørge om. Derfor har jeg skrevet et par eksempler på spørgsmål til jobsamtalen, som handler om det konkrete job. 

  • Hvad er baggrunden for, at I har slået jobbet op?

Ved at stille dette spørgsmål til din jobsamtale får du en idé om, hvordan det går i teamet og i virksomheden. Det kan være, der har været nogle interne stridigheder. Det kan være, der har været et dårligt match mellem den tidligere medarbejder og virksomheden. Det kan også være, at virksomheden vækster, og der nu er brug for nye hænder. Uanset, så giver det dig en god idé om, hvilken retning teamet og virksomheden er på vej i. Og det er vigtigt. 

  • Hvad er det vigtigste at have med sig ind i jobbet?

Spørgsmålet er meget bredt. Men det er vigtigt. For der kan være stor forskel fra job til job. Nogle jobs er bundet op på nogle meget konkrete faglige kompetencer. Men ofte er motivationen og personlighed lige så vigtig. Hvis ikke mere. Især hvis det er et job for nyuddannede uden meget erfaring. Her vil motivationen og nysgerrigheden især være vigtig. 

  • Hvordan ser introforløb, onboarding eller oplæringsforløbet ud?

Når du starter i en ny stilling, skal der være en klar plan for din oplæring. Det er vigtigt, at du stiller krav til det og spørger ind. Det er svært at bidrage for fuld skrue, hvis du ikke ved, hvordan du skal gøre det. Derfor skal du læres godt op i virksomheden og afdelingen. 

  • Hvordan ser en typisk arbejdsdag eller arbejdsuge ud i stillingen?

Med dette spørgsmål til jobsamtalen får du helt styr på, hvordan jobbet egentlig er skruet sammen. Måske er der mange møder, meget administration eller noget tredje, som du ikke kunne læse dig til. Eller også viser det sig bare, at hverdagen består af alle de mest spændende opgaver. Du finder kun ud af det ved at stille spørgsmål til jobsamtalen. 

  • Hvad forventer I af mig de første måneder? Hvordan ved jeg, at jeg gør det godt nok?

Uvished omkring forventninger og dermed ens egen præstation er noget af det, der kan stresse nyansatte allermest. Og det er lige meget, om du er erfaren eller nyuddannet. Derfor er det vigtigt, at der er sat nogle mål for dig, eller at der er nogle helt klare forventninger. På den måde ved du, om du gør det godt nok.

Muligheden for at arbejde hjemme er noget, som mange efterhånden sætter pris på. Det er noget, du kan spørge om til din jobsamtale
Muligheden for at arbejde hjemme er noget, som mange efterhånden sætter pris på. Det er noget, du kan spørge om til din jobsamtale

Eksempler på spørgsmål til kultur, virksomheden og fremtiden, som du kan stille til jobsamtalen

Når du har spurgt ind til selve jobbet, er det også en god idé at stille spørgsmål til jobsamtalen om kulturen, virksomheden og fremtidsudsigterne. Det er trods alt kulturen, du skal navigere i hver dag. Og mange bliver ekstra motiverede af gode fremtidsudsigter og karrieremuligheder. 

  • Hvordan er kulturen i virksomheden og afdelingen?

Sørg for at spørge om både hele virksomheden og afdelingen. Hvis det er en stor virksomhed, kan kulturen være forskellig fra afdeling til afdeling. Måske er der mange unge mennesker. Måske er der mange med børn. Måske arbejder folk meget hjemmefra. Måske ikke? Spørg ind til det og overvej, om du kan se dig selv i den gældende kultur. 

  • Hvor er virksomheden på vej hen? Er der nogle konkrete mål, vi skal arbejde hen imod?

Spørg ind til virksomhedens langsigtede strategi. Det viser, at du er interesseret i det lange træk og ikke bare søger jobbet for at være der et par år. Det er rigtig godt at stille dette spørgsmål til jobsamtalen.

  • Hvordan er fremtidsmulighederne for mig?

Her kan du spørge ind til, om der er mulighed for efteruddannelse eller lignende. Du kan spørge ind til karrieremuligheder, og hvordan et karriereforløb kan strikkes sammen til en profil som dig. Hvis alt går efter planen, selvfølgelig. Her kan du også spørge ind til fremtidige lønforhandlinger. 

I forhold til løn skal du også have gjort det klart for dig selv, hvad du vil have, inden din jobsamtale. Hvis du er erfaren, er det lettere at forhandle. Men som nyuddannet skal du passe mere på med at stille for høje krav. Jeg har skrevet en guide om løn til nyuddannede her. Lad også altid arbejdsgiveren selv bringe lønnen på bordet. Spørg ikke ind til det, før det bliver bragt op. 

  • Har I nogle bekymringer ved mig og min profil?

Dette spørgsmål er modigt. Men det kan også gøre en kæmpe forskel, hvis der reelt er noget, som arbejdsgiveren er i tvivl om. Her får du nemlig mulighed for at uddybe eventuelle spørgsmål eller tvivl. Og det er meget vigtigt. 

Hvis samtalen er gået ekstremt dårligt, er det nok ikke det bedste spørgsmål til jobsamtalen, du kan stille. Men hvis du har en god fornemmelse, og du gerne vil være sikker, så kan du spørge. 

Jeg har også skrevet en guide om, hvad du skal svare, hvis du selv bliver spurgt: “Hvorfor skal vi ansætte dig?” Så ved du, hvad du skal svare, hvis de spørger kontra på dit spørgsmål. 

  • Hvad er processen nu?

Når din jobsamtale er ved at være slut, og du har fået svar på dine spørgsmål. Og de på deres. Så kan du passende spørge, hvad der skal ske nu. Her vil du blive klogere på, hvornår du kan forvente et svar. Og du kan nok også fornemme, om det er gået godt eller mindre godt. Det er også en god måde at vise, at du gerne vil jobbet. 

Det er i øvrigt bare en god idé at være ærlig omkring det, inden du går. Hvis du kan mærke, at matchet ikke er der, så sig det. Omvendt gør det heller ikke noget at understrege din motivation og sige, at du glæder dig til at høre fra dem. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *