Husk, at læseren af dit CV sjældent bruger lang tid at læse det. Dit CV skal derfor bevare sit overskuelige design, når du gør mit CV-eksempel til dit eget.
Men i og med at det skal være overskueligt, skal det også være målrettet. Dit CV kan godt have elementer, som kan gå igen fra gang til gang og job til job. Men du skal altid målrette og tilpasse dit CV til det konkrete job, du søger.
Tag udgangspunkt i de krav og kompetencer, der bliver stillet i jobopslaget. Fremhæv de krav, du lever op og de kompetencer, du har, som de efterlyser. På den måde vil de hurtigt kunne se, at du er rette mand eller kvinde til jobbet.
Jeg har med vilje holdt mit CV-eksempel kort i alle tre tilfælde. Du kan godt lave dit eget CV længere, men forsøg stadig at begrænse dig, så du ikke sender et mindre kapitel om dig selv. Du kan også overveje, om alt, du kan fortælle om dig selv, er relevant i lige præcis denne sammenhæng.
Du skal ikke hænge dig for meget i det, jeg skriver om mig selv i mine CV-eksempler. Jeg har gjort det overordnet, og du må meget gerne være mere specifik og præcis i dit eget CV-eksempel. Det skal du faktisk være.
Hvis du derudover sørger for at være ærlig og oprigtig, så din potentielle arbejdsgiver kan danne sig en retvisende mening om dig, kan du være sikker på, at du har lavet et godt CV.
Jeg vil anbefale dig at læse min guide til CV-et med en CV-skabelon her, hvis du vil gøre dit CV endnu bedre.