Et kompetence-CV viser, hvad du kan, fremfor hvad du har lavet

Alt du skal vide om et kompetence-CV

Et kompetence-CV fremhæver dine evner og kompetencer. Det kan være både dine faglige, sociale og personlige kompetencer, du ønsker at fremhæve i forhold til et specifikt job. Ofte er det dog dine faglige kompetencer, der bliver fremhævet i et kompetence-CV.

Et kompetence-CV gør det let for arbejdsgiveren at se, hvad du kan bidrage med. Og det er vigtigt. Det er samtidig også en god måde at vise, at du kan rigtig meget, selv hvis dit CV ikke er spækket med relevante erfaringer. Det er især en fordel, hvis du søger job som nyuddannet. 

Herunder kan du læse alt, du skal vide om kompetence-CV’et samt se et eksempel på et kompetence-CV. Til sidst hjælper jeg dig også med at lave det bedste CV, der har alt det vigtigste med. 

Magistrenes A-kasse giver 100% studierabat og er dermed gratis for studerende. Hvis du er studerende, kan du melde dig gratis ind i MA A-kasse.  

Et kompetence-CV adskiller sig fra et almindeligt eller kronologisk CV. Her bliver dine kompetencer i stedet fremhævet i forhold til det specifikke jobopslag. Hvis du er nyuddannet og mangler erfaring, er det en rigtig god idé at bruge et kompetence-CV. Kompetence-CV’er viser nemlig dig og din profil på en helt anden måde. Her er det dine evner, der træder frem og ikke en liste over dine erfaringer. 

Det er altså en god måde for dig at vise arbejdsgiveren, at du kan bidrage. Du fremhæver dine faglige kompetencer, dine personlige kompetencer og dine sociale kompetencer. Og af dem vælger du så de vigtigste, altså dine kernekompetencer. Altså alt det du kan bidrage med i jobbet. 

Et godt kompetence-CV skal du skrive målrettet mod det specifikke job. Det er altså svært at genbruge fra job til job. Det skal være meget specifikt, og det giver mening, at du bruger kravene fra jobopslaget til at fremhæve dine kompetencer. På den måde kan arbejdsgiveren let se, at du har noget at bidrage med. 

I praksis er det dog sjældent, at man som ansøger sender et CV, der udelukkende består af kompetencer. Jeg anbefaler heller ikke, at du gør det. Mange forventer at se en form for kronologi over dine relevante erfaringer. Her giver det mening, at du kombinerer et kompetence-CV med et kronologisk CV. Det kan du læse mere om nedenunder. 

Et kompetence-CV viser dine vigtigste kompetencer
Et kompetence-CV viser dine vigtigste kompetencer

Få hjælp med et eksempel på et kompetence-CV

Et kompetence-CV er bedst forklaret ved at vise et eksempel. Derfor har jeg brygget et eksempel på et kompetence-CV sammen til dig. Du kan hente eksemplet ned helt gratis. Det er bare at klikke på billedet og åbne med Word. 

Men eksemplet viser også meget godt, hvor begrænset et kompetence-CV kan være. Derfor er det vigtigt, at du gør dit eget eksempel meget skarpt og tilpasset jobopslaget. Så kan det nemlig virke rigtig godt. Dog vil du i de fleste tilfælde skulle tilføje en eller anden form for kronologisk oversigt over dine erfaringer. Men mere om det nedenfor. 

Her ser du et eksempel på et kompetence-CV. Med sådan et CV kan du fremhæv dine vigtigste kompetencer for det konkrete jobopslag
Her ser du et eksempel på et kompetence-CV. Med sådan et CV kan du fremhæv dine vigtigste kompetencer for det konkrete jobopslag. Klik på billedet for at downloade eksemplet

Som du kan se, har jeg indsat et billede i kompetence-CV’et. Jeg har skrevet en guide om, hvordan du vælger et godt billede til dit CV. Ofte bliver folk i tvivl, om de skal have et billede på deres CV eller ej. Det er en god idé at gøre. Men undlad det på din jobansøgning, hvis du har det på dit CV. De fleste tjekker alligevel din LinkedIn-profil, så de skal nok se dit billede uanset hvad

Du kan med fordel bruge dit billede fra LinkedIn til dit kompetence-CV. Men dernæst er der plads til de relevante oplysninger på både dig og modtageren. 

Derfra kommer afsnittene, hvor du opridser, hvorfor dine kompetencer gør, at du er værd at ansætte. Her skal du hele tiden lægge vægt på din værdi, du bringer. Forklar hvordan du vil bidrage. Det er dit bidrag, som arbejdsgiveren betaler din løn for. Derfor skal det gøres meget klart, især når du laver et kompetence-CV.

Til sidst gør du opmærksom på, at du også har sendt en god ansøgning.

I og med at et kompetence-CV har så meget tekst og forklaring, så minder det på mange måder om en uopfordret ansøgning. Derfor kan du med fordel bruge dit kompetence-CV til netop at søge uopfordret. Det er der også mange med relativ begrænset erfaring, der gør. Netop fordi et kompetence-CV virker rigtig godt, hvis du har huller i dit CV. 

Kombiner kompetence-CV'et med et kronologisk CV

Nu bliver det rigtig godt. Jeg har nævnt det et par gange i teksten her. Men hvis du skal have det maksimale ud af dit kompetence-CV, så skal du kombinere det med en kronologisk oversigt over dine erfaringer. Meget oplagt hedder det et kronologisk CV. 

Kombinerer du de to CV-typer, så har du et CV, der kan alt det, et CV skal kunne. Det rummer alle dine vigtigste kompetencer samt dine erfaringer. Som arbejdsgiver får man altså et helhedsindtryk af dig, og det er det, dit CV skal kunne. Selvfølgelig sammen med din ansøgning. 

Jeg har skrevet en fuldkommen guide omkring at lave et godt CV, hvor du også får hjælp til at finde CV-skabeloner. Den guide kan du bruge til at kombinere dit kompetence-CV med et kronologisk CV. 

Hvis du savner mere inspiration, så har jeg også en række CV-eksempler til dig her.

Men du er nu klædt godt på til at lave dit eget gode CV. Du kan liste dine kompetencer, så arbejdsgiveren præcis ved, hvad du kan bidrage med. Og så kan du kombinere dine kompetencer med en kronologisk oversigt over dine erfaringer. Hvis du også skriver en god ansøgning, så kan du meget vel blive kaldt til jobsamtale inden længe.

Savner du inspiration til din ansøgning, har jeg en skabelon til en ansøgning og et eksempel på en ansøgning her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *