Marianne Bækbøl giver dig her sine 5 gode råd til din jobsøgning

Fra dimittend til drømmejob: 5 gode råd fra jobcoachen til din jobsøgning

Gode råd til din jobsøgning: Dette indlæg er skrevet af gæsteskribent Marianne Bækbøl. Marianne er selvstændig karrierekonsulent og jobcoach for blandt andre AS3 Employment. Ved siden af giver hun gode råd om jobsøgning, karriere og trivsel på Jobbloggen.dk. Marianne har desuden en tværfaglig baggrund som socialrådgiver, leder, journalist og kommunikatør. Her giver hun dig sine gode råd til din jobsøgning, så du kan gå fra at være nyuddannet til nyansat.

Som jobcoach møder jeg ofte mennesker, der fortæller, at de skulle have lyttet mere til sig selv, den gang de skulle træffe deres første karrierevalg i deres jobsøgning. I stedet lyttede de alt for meget til, hvad andre – især deres forældre – sagde og mente, var det rigtige for dem. Deres historier er forskellige. Men de har det til fælles, at de føler, at de har spildt årevis på et utilfredsstillende karrierevalg og flere jobs, der dybest set ikke har været tilfredsstillende og givende.

Du behøver ikke at begå den samme fejltagelse. Derfor har jeg samlet nogle pejlemærker og gode råd til dig og din jobsøgning, så du ikke spilder dit liv på forkerte karrierevalg men går efter drømmejobbet fra start af.

Stå ved dig selv, og hvem du egentlig er

Du skriver bedre ansøgninger og stråler mere til kaffemøder og ansættelsessamtaler, jo mere afslappet du føler dig. Jo bedre du kan genkende dig selv blandt dem, du skal arbejde sammen med, og jo mere du kan være dig selv på dit arbejde, desto bedre kan du også præstere, performe og løse opgaver i dit fremtidige job. Og dermed kan du også præstere bedre i din jobsøgning.

Når du skal have dit første ’rigtige’ job og i gang med din jobsøgning, er det derfor et godt tidspunkt at stoppe op. Sæt dig ned med en notesbog til at skrive i og spørg dig selv, hvad du egentlig står for. Både personligt og på et arbejde. Du kan bruge følgende som inspiration:

  • Hvem er du, udover at være den dine forældre og dine øvrige omgivelser siger, at du er?
  • Hvad er dine grundlæggende værdier, hvad er rigtigt og forkert for dig?
  • Hvad er du for en type, og hvilke mennesketyper finder du mest tiltrækkende at omgås?
  • Hvilke personligheder slapper du bedst af sammen med og sammen med hvem, føler du dig anstrengt eller utilpas?
  • Hvor på arbejdsmarkedet finder du mon flest af de typer, du trives bedst med?
Marianne Bækbøl har i mange år hjulpet både nyuddannede og mere erfarne med at komme i arbejde.
Marianne Bækbøl har i mange år hjulpet både nyuddannede og mere erfarne med at komme i arbejde. Foto: Thomas Arnbo

Jobcoachens gode råd: Gå med dit hjerte i din jobsøgning

Det, der interesserer dig mest, og det, du er mest vild med, er ofte det, du er allerbedst til. Hold fast i det i din jobsøgning. For det er, når du brænder for noget, at du også kan brænde igennem. I dine ansøgninger, der bliver et hak mere interessante for læseren. Til kaffe- eller netværksmøder med relevante kontakter. Og ikke mindst til jobsamtaler.

Et job i din jobsøgning, du siger ja til, alene fordi det vil være det mest fornuftige, vil ikke på sigt tilfredsstille dine følelsesmæssige behov for daglig mening og glæde. Derfor råder jeg dig til at holde ud og holde fast i at gå med dit hjerte.

Et job, der udspringer af lyst og interesse, gør dig mere langtidsholdbar på det arbejdsmarked, hvor du skal befinde dig de næste måske 40 år. Udover at præstere bedre, kan du kort sagt også holde til mere, når du elsker dit arbejde. Husk på det, når du er i gang med din jobsøgning.

Giv dig tid til research i din jobsøgning

Dine fantasier om et fag, en branche eller et felt kan afvige stærkt fra virkelighedens verden. Du drømmer måske om et job inden for medier, mode eller kultur, der er eftertragtede brancher. Men er du klar til ofte at arbejde gratis eller underbetalt? Er du udadvendt og stærk til at netværke? Eller parat til at arbejde på alle tider af døgnet? Så er det nødvendigvis ikke dér, du finder din arbejdslykke.

Andre brancher har andre ulemper, og inden for den enkelte branche kan der også være store forskelle. Det skal du bruge din jobsøgning på at undersøge.

Jo mere du ved om den eller de brancher og områder, du har lyst til at søge ind for, jo større er muligheden for at ramme rigtigt med din jobsøgning og få et job, du virkelig holder af.

Sådan researcher du: Brug Google, firmasider, de sociale medier, Infomedia og dit fysiske netværk til at blive klogere. (Infomedia er en mediedatabase over alle udgivne avisartikler i Danmark. Der er gratis adgang fra biblioteket.)

Et godt råd til din jobsøgning: Giv dig selv tid til at researche.
Et godt råd til din jobsøgning: Giv dig selv tid til at researche.

Gå all in for at komme i praktik

Har du mulighed for at sætte tid af i dit liv til et par korte praktikker af en uges varighed, er det en enestående mulighed for at få indblik i arbejdet inden for dit interessefelt. To eller tre korte praktikker kan give dig en kæmpe indsigt i arbejdet, opgaverne og arbejdspladskulturen.

Ligesom det kan give de første relevante kontakter i dit eget faglige netværk. Ikke mindst kan en kort praktik give dig tunge skyts til at søge de rigtige steder og til at vise dit kendskab til branchen i dine ansøgninger osv.. Og det vil hjælpe dig meget i din jobsøgning.

Firmaer kan nemmere overskue at tage en praktikant, der selv henvender sig ind i en uges tid frem for de længerevarende officielle virksomhedspraktikker, de ellers kan blive forespurgt om.

Mange vil derfor gerne hjælpe dig og give gode råd til større indsigt, ligesom de ved, at dit praktikophold også kan komme dem til gode. Hvis ikke lige nu, så ved en senere jobåbning, fordi praktikken giver dem et indtryk af dig,  afspejler din interesse og giver goodwill. Det er altså en effektiv måde at gribe din jobsøgning an på.

Ring eller skriv til en relevant organisation og sig med dine egne ord, at du overvejer at søge ind i xx-branche. Dog har du brug for at vide mere, inden du beslutter dig. Spørg, om du må være føl i en uge hos den person eller i den afdeling, der arbejder med det, du gerne vil. Skriv også en linje eller to, men ikke mere, om, hvad du selv kommer med.

Endnu er godt råd til din jobsøgning: Ræk ud til dit netværk.
Endnu er godt råd til din jobsøgning: Ræk ud til dit netværk.

Ræk ud til andre i din jobsøgning

Du har brug for hjælp og gode råd i processen med din jobsøgning, så du kan nå frem til ønskejobbet. Og du kan få hjælp fra mange sider.

Er du i tvivl om dine kompetencer, hvad du er allerbedst til eller dine stærke og svage sider i arbejdssammenhænge? Så kan du blive klogere på dig selv ved at spørge f.eks. chefen eller gamle kolleger fra et studie- eller fritidsjob, studiekammerater, venner og forældre. Hvis du altså kan tåle at høre sandheden 😊. Stil dem alle 2-3 konkrete spørgsmål og bed dem svare ærligt.

De fleste føler sig betydningsfulde, når de bliver spurgt om gode råd og vil derfor gerne hjælp dig med din jobsøgning.

Spørg folk, du kender, såvel som nogen du kender mindre godt, der arbejder i en bestemt branche eller organisation, der interesserer dig.

Føler du dig usikker, så øv dig på nogle, du kender, inden du går til dem, du ikke kender. For at blive klogere kan du f.eks. spørge om, hvordan det er at arbejde i branchen, hvad opgaverne består af, hvordan en hverdag kan se ud, hvordan folk er flest inden for branchen, osv.

Afslutningsvist: Der er mange fordele for dig og din jobsøgning ved at oprette en profil på LinkedIn. En af dem er, at der er en grundlæggende, udbredt kultur på LinkedIn for at række ud efter hinanden. Det gør det til et ypperligt sted at få en kaffe-møde-aftale i stand. Alternativt kan du forsøge at netværke i din A-kasse eller din fagforening, når du er jobsøgende. Derfra kan du linke op med folk på LinkedIn.

Det er krævende – jeg ved det. Men jeg lover til gengæld, at det betaler sig, hvis du gør en ekstraordinær indsats i din jobsøgning for at få dit drømmejob.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.