Hvis du er jobsøgende, så kender du helt sikkert begrebet virksomhedspraktik. Og det er godt, at du gør det. For virksomhedspraktik kan faktisk være en genvej til dit første eller næste job.
Virksomhedspraktik er bestemt noget, du skal overveje, hvis du har været jobsøgende i længere tid. Især hvis du ikke har et stort netværk, særlig meget erfaring eller føler, at du gerne vil lære dig selv bedre at kende og tilegne dig flere kompetencer.
Der er faktisk ikke noget dårligt at sige om virksomhedspraktik, og hvis du er nysgerrig på alle fordelene, så læs med herunder.
Indhold
Der er mange fordele ved virksomhedspraktik
Når snakken falder på virksomhedspraktik, så er der faktisk fordele, så langt øjet rækker. Det er der også med almindelig studiepraktik, som jeg også på kraftigste anbefaler, at du får så meget af som muligt. Men det er en anden snak.
Virksomhedspraktik er nemlig til dig, der er færdiguddannet og jobsøgende. Helt lavpraktisk kan virksomhedspraktik give dig og din jobsøgning et løft. Du kommer ud og får lov til at prøve kræfter med en ny, spændende virksomhed. Måske en ny branche. Du møder nye mennesker, og du får bare en luftforandring og noget andet at stå op til end ansøgninger og jobopslag.
For virksomheden selv er det også kun en fordel, og det koster dem ikke noget. Måske finder de deres nye medarbejder i dig? Det ville jo være fantastisk for alle parter. Men du skal ikke tænke, at det eneste succeskriterie for en god virksomhedspraktik er, at du lander et job efterfølgende. Det er det slet ikke.
Du får så meget ud af oplevelsen af at være i en virksomhed og på en arbejdsplads. Og er du nyuddannet, så er er det altså rigtig værdifuld erfaring.
Hvis jeg lige skal gøre det konkret og lige til, så har jeg samlet de fleste fordele ved virksomhedspraktik herunder. Beklager, hvis jeg har glemt nogle, men der er altså mange fordele – og det er en god ting.
- Ny hverdag, noget nyt at stå op til
- Din jobsøgning får et løft
- Du får prøvet kræfter med en ny branche, ny virksomhed, nye opgaver
- Du får relevant og vigtig erhvervserfaring
- Du får nye kollegaer og kontakter, og dermed udbygger du dit netværk
- Du lærer, hvilke kompetencer arbejdsgivere efterspørger
- Du får noget nyt til dit CV
- Du kan få en anbefaling med
- Du kan få referencer, du må bruge på dit CV
- Hvis alt går vel, lander du dig et nyt job
Hvis du gerne vil i virksomhedspraktik, har jeg skrevet en guide, der hjælper dig med at skrive en god praktikansøgning. Den kan du også bruge til at søge virksomhedspraktik.
Opbyg værdifuld erfaring gennem din praktik
Den største mangelvare for mange nyuddannede er relevant erhvervserfaring. Det er blevet lidt en kliché, at man som nyuddannet ikke kan komme i arbejde, fordi man ikke har erfaring, fordi man ikke kan komme i arbejde, fordi…
Men det er rigtigt. Og mangler du relevant erhvervserfaring, er det oplagt at tilegne dig det igennem virksomhedspraktik. Her får du nemlig lov til at prøve kræfter med nye discipliner, og du lærer nye kompetencer, som du kan bruge i din jobsøgning.
Der er en verden til forskel fra, om du har ingen erhvervserfaring eller minimal erhvervserfaring fra et studiejob, praktikforløb eller virksomhedspraktik. Det er altså langt bedre, at du har været i virksomhedspraktik et par gange, end at du slet ikke har været ude at snuse til erhvervslivet.
Sørg for at vælge din virksomhedspraktik bredt, så du kommer til at prøve kræfter med forskellige discipliner. Måske ved du, at der er nogle særlige kompetencer, som den branche, du gerne vil arbejde i, efterlyser. Hvis du kan se på jobopslag, at der er nogle krav til specifikke kompetencer, der går igen, så sørg for at komme i berøring med dem.
Alternativt kan du studere dem på YouTube, læse om dem eller tage online kurser. Men det bedste er altså, at du kommer ud i virkeligheden og får erfaring med de kompetencer, som de fleste jobopslag efterspørger. Du udvikler nemlig også dine personlige kompetencer, når du er på en rigtig arbejdsplads. Og det kan du ikke lære andre steder.
Udvid dit netværk gennem virksomhedspraktik
Jeg har berørt det kort, men når du kommer ud i en rigtig virksomhed igennem virksomhedspraktik, så lærer du også nye mennesker at kende. Det vil sige, at du udbygger dit netværk. Og det er meget vigtigt for din jobsøgning.
Fordi et netværk handler ikke bare om at kende en masse mennesker. Det handler om at kende de rigtige mennesker. Uanset om dit netværk er bredt eller begrænset, så vil virksomhedspraktik kun gøre det større og bredere.
Og dit netværk kan hjælpe din jobsøgning på flere måder.
Først og fremmest kan du finde jobs, som aldrig bliver slået op, og som kun eksisterer i netværket. Det kan være, at dit praktiksted ikke har behov for at ansætte dig, når din virksomhedspraktik slutter. Men de kender dig. Det kan være, de har mulighed for det senere. Eller kender nogen, der mangler en ligesom dig. Nu eller senere.
Derudover kan du også få hjælp til at komme foran i køen, når du har fundet drømmejobbet. Hvis du kender nogen i den virksomhed, du vil arbejde i, eller kender nogen, der gør, kan du bruge dit netværk. Det gjorde jeg.
Du kan få din tidligere kollega, chef eller samarbejdspartner til at prikke din kommende arbejdsgiver på skulderen (gerne gennem LinkedIn) og sige god for dig. Bare skabe lidt opmærksomhed omkring dig, så din kommende arbejdsgiver læser din ansøgning en ekstra gang.
Det er blot få fordele, du får ud af at udbygge dit netværk gennem virksomhedspraktik. Du kan læse mere mere om netværk eller networking her.
Brug din praktik til at blive skarpere i din jobsøgning
Når du skal i virksomhedspraktik, er det vigtigt, at du får det maksimale ud af den. Sørg for at tilegne dig kompetencer, udbygge dig netværk og få så meget med dig som muligt. Her er det også vigtigt, at du snakker med din leder og bliver klogere på, hvad virksomheder efterspørger. Og hvordan du kommer tættere på et rigtigt arbejde.
Du kan nemlig bruge din virksomhedspraktik til at komme nærmere, hvad der er vigtigt at fokusere på i din jobansøgning og på dit CV. Og på den måde kan din jobsøgning blive meget skarpere.
Det er selvfølgelig også noget, din A-kasse eller fagforening kan hjælpe dig med. Men hvis du har inputs både fra den virksomhed, du er i virksomhedspraktik i, og din A-kasse eller fagforening, så er du langt. Og så kan du bedre målrette og skrive ansøgninger, der får dig over i din rigtige bunke med ansøgninger.
Dette er en endnu en fordel ved at komme i virksomhedspraktik. Og der giver dig værdifuld afklaring, så du bedre kan fokusere dine kræfter i din jobsøgning.
Regler for virksomhedspraktik: Det skal du vide
Hvis du er klar til at komme i virksomhedspraktik, så har jeg samlet de vigtigste regler og informationer i form af spørgsmål til dig herunder.
Hvor længe kan jeg være i virksomhedspraktik?
Som udgangspunkt kan du komme i virksomhedspraktik i fire uger ad gangen. Men! Hvis du ikke har haft arbejde efter din uddannelse, så kan du faktisk komme i virksomhedspraktik i otte uger.
Hvornår kan jeg komme i virksomhedspraktik?
Det kan du faktisk lige fra den dag, du er ledig. Dog må det bare ikke være samme sted, som du var ansat sidst. Derudover kan du frit vælge mellem offentlige og private virksomheder.
Får jeg løn under min virksomhedspraktik?
Nej, du får ikke løn af virksomheden. Til gengæld får du dine dagpenge, som du gør som ledig.
Kan jeg få løntilskud?
Ja, men det kan du først, når din virksomhedspraktik er overstået. Det er altså en måde at blive ansat på efterfølgende ved at komme i job med løntilskud.
Hvor mange gange kan jeg komme i virksomhedspraktik?
Det er der ingen regler for. Eller det er der, men reglen er, at du må gøre det så mange gange, du vil. Så det er rigtig godt, at du har mulighed for at prøve kræfter med forskellige virksomheder og brancher, mens du søger arbejde.
Hvordan indgår jeg en aftale om praktik?
Det gør du i fællesskab med dit jobcenter og virksomheden. Derfra bliver praktikaftalen skrevet ind i din “Min Plan”, og så vil det officielt være en del af din jobsøgning. Tag altid en snak med din jobrådgiver, hvis du vil i virksomhedspraktik.