Hvis du læser en videregående uddannelse, og du har chancen for at komme i praktik, skal du gøre det. Det kan jeg sige uden at tøve. Praktik er nok det mest værdifulde, du får i løbet af din studietid. Ikke at selve studiet ikke er værdifuldt. Men praktikforløbet rummer bare så meget, som kommer dig til gode senere.
For det første får du lov til at prøve din lærte teori af i praksis på din praktikplads. Du får mulighed for at lære, mens du prøver dig selv af i den virkelige verden. Det kan du aldrig få, uanset hvor mange bøger du læser om det at være i praktik eller i arbejde. Din praktikplads er altså en form for udvidet øverum. Du får lov til at lave en masse fejl, mens du er i praktik, som du ikke behøver at lære senere.
Dernæst får du noget af det allermest værdifulde: Relevant erhvervserfaring. Denne erfaring hjælper dig både med at blive klogere på, hvad du kan lide at lave, hvad du er god til, og hvad arbejdsmarkedet efterspørger. Desuden bliver du dygtigere. Erfaring er for mange nemlig det samme som at være dygtig. Derfor er der så mange virksomheder, der vil have folk med erfaring. Så må de jo kunne noget, ikke?
Du får også opbygget et stærkt netværk, og det er faktisk lige så vigtigt, som din erfaring er. Desuden kan du være heldig, at dit praktikophold udvikler sig til et studiejob.
Der er så mange fordele ved at komme i praktik og finde dig en praktikplads, og du kan læse meget mere om alle fordelene herunder.
Guiden er opdateret 9. september 2021
Leder du i stedet efter en guide til virksomhedspraktik, kan du finde den her.
Indhold
Praktik er din mulighed for at koble teori med praksis
Medmindre du gerne vil være forsker, så tager du en uddannelse i håbet om at lande et job. Altså når du er færdig med at uddanne dig. Dermed skal du i løbet af din studietid tænke over, hvordan du optimerer dine chancer for at komme i arbejde. At komme i praktik og finde en praktikplads er en af de bedste måder at gøre det på.
Når du kommer i praktik, får du lov til at prøve det, du har lært på studiet, af i praksis. Hvor du har lært og læst om virkeligheden, er du nu i den. Det er her, du finder ud af, hvordan det egentlig foregår og bliver klogere på, hvad du kan bidrage med.
Du bliver afklaret omkring på, hvad du er god til – og ikke blot på studiet. Du finder ud af, hvad du foretrækker at arbejde med, og så kan du blive meget klogere på, hvad arbejdsmarkedet efterspørger. Det kan jo sagtens være, at du er god til at lave strategier og får ros for det på dit studie. Men når du kommer ud i dit første job, er det ofte noget mere lavpraktisk, du skal arbejde med.
Det gør det altså nemmere for dig at målrette din læring efter, hvad du kan bruge, når du skal indtage arbejdsmarkedet som nyuddannet. Og på den måde vil dine erfaringer fra din praktikplads hjælpe dig i fremtiden.
Og det er faktisk endnu en af fordelene ved praktikforløbet. Ofte sker der det, at praktikpladsen bliver vekslet til et studiejob. Og det sker også relativt tit, at studiejobbet bliver vekslet til enten en fast eller projektbaseret stilling, når du er færdig med at studere.
Der er altid større chance for at lande et studiejob eller et fuldtidsjob, det samme sted du har været i praktik. De kender dig nemlig i forvejen. De kender dine styrker, de kender din person, og de ved, at du kan bidrage med noget konkret. Det er ekstremt værdifuldt.
Er du studerende, og leder du en efter en god og gratis A-kasse? Læs mere her vælg den rette A-kasse for studerende.
Du vil opnå værdifuld erfaring på din praktikplads
Den berygtede erfaring. Det er den, som alle arbejdsgivere vil have. Men det er den, som kun de færreste nyuddannede har. Dog har dem, der har været i praktik, en smule erfaring. Og en smule erfaring er bedre end ingenting. Og en smule bliver hurtigt til en del, hvis praktikken bliver efterfulgt af et studiejob.
Erfaring vil altid være en mangelvare som nyuddannet. Men hvis du i løbet af din tid som studerende har haft et studiejob eller været i praktik, så har du erfaring. Selvom du er nyuddannet.
Du har været ude i felten og tilegnet dig nogle faglige kompetencer. Du ved, hvordan man opfører sig på en arbejdsplads. Du kan bidrage. Du ved måske, hvor du gerne vil hen. Det gør det lettere for dig at jagte fuldtidsjobbet.
Der er så meget, du har erfaret, fordi du har været ude at arbejde. Selvom du ikke har fået løn på din praktikplads, så har du stadig arbejdet. Du har lært en masse, og det er enormt værdifuldt.
Du laver så mange fejl, når du er i praktik. Det er meningen, bare rolig. Men alle de fejl har du lært af. Det ved arbejdsgiverne, og de sætter pris på, at har du prøvet dig selv af. Derfor er det vigtigt, at du kommer ud og får så meget erfaring som muligt, mens du studerer. Og det gør du som sagt bedst på praktikpladsen.
Og tro nu ikke, at det er for sent at få erfaring, fordi du venter med praktik til sidst på din uddannelse. Det er det slet ikke. Et halvt års relevant erfaring fra en praktikplads er langt bedre end ingenting. Så husk det, når du står overfor valget mellem praktik og mere skole. Altid vælg praktik over et valgfag, eller hvad end du kan vælge.
Praktik er vejen til det vigtige netværk
Når du kommer i praktik, lærer du nye mennesker at kende. Mennesker der arbejder med det samme, som du vil. Måske indenfor samme branche. Måske i en virksomhed med mange muligheder. Du vil møde så mange mennesker i løbet af din praktikperiode, og du vil (næsten) uden tvivl komme til at skulle bruge deres hjælp en dag. Derfor er det vigtigt, at du bruger din praktik til at opbygge et godt netværk.
Når du står overfor at skulle søge job som nyuddannet, er det vigtigt, at du har nogen i dit netværk til at sige god for dig. Her vil en anbefaling eller en reference være et rigtig godt værktøj. Nogle gange vil din kommende arbejdsgiver kontakte din forhenværende og spørge ind til dig. Har du gjort det godt og opbygget en god relation, vil det stille dig i et bedre lys i forhold til jobbet.
Det er også igennem netværket, at alle de usynlige jobmuligheder bliver synlige. Alt det du ikke kan søge frem. De jobopslag, der kun findes i netværket. Hvis nogen kan prikke dig på skulderen eller nævne dig i forbindelse med et job. Det giver dig så mange flere muligheder, end hvis du står som nyuddannet uden at kende nogen eller kun få.
Derfor er det så vigtigt, at du kommer ud i praktik. Kom ud og lær noget, prøv noget og mød nogle mennesker. Det er en investering i dine fremtidige jobmuligheder at komme ud og prøve dig selv af på en praktikplads.
Så hvis du stadig er i tvivl, om du skal tage i praktik, er svaret et rungende ja. Jeg kan ikke understrege det nok.
Hvis du er overbevist om, at det nok er en god idé at søge praktik, og du gerne vil have hjælp til at lande den rette praktikplads. Så er du kommet til det rette sted.
Jeg har skrevet en guide, der hjælper dig med at skrive en god praktikansøgning. Den kan du bruge til at lande din praktikplads.
Når du skal søge praktik, er det ligesom at søge et job. Du skal skrive en god jobansøgning, og du skal sende dit CV. Kravene er dog knap så skrappe, og arbejdsgiveren forventer mindre af dig end normalt. Du er jo trods alt blot studerende og uden så meget erfaring. Hvis nogen erfaring overhovedet.
Men! Du skal stadig skrive en god ansøgning. Og principperne er de samme, som hvis du skal søge et fuldtidsjob. Du skal skrive en fremadrettet ansøgning, der forklarer, hvorfor du er motiveret, hvad du gerne vil lære og – meget vigtigt – hvordan du vil bidrage. Læg vægt på, at du vil bidrage, mens du lærer på din praktikplads.
Motivationen er dog det vigtigste. Hvis man er motiveret, så kan man lære det meste. Du kan også bruge min guide til den gode ansøgning til at skrive din egen praktikansøgning.
Hvis du vil have et eksempel på en ansøgning, har jeg også en guide med det. Derudover har jeg en guide, der giver dig en skabelon til din ansøgning, som du kan skrive ud fra.
Husk også at sende dit CV. Jeg har en guide, der giver dig skabeloner til dit CV samt en guide, hvor du kan se et eksempel på et CV.
Hvis du bruger alle de guides, er du klædt godt på til at søge din kommende praktikplads.
Held og lykke med praktikken!