“Hvorfor skal jeg have LinkedIn?” Du har sikkert hørt det spørgsmål eller stillet det, mens du var studerende . Måske er du stadig studerende. Det er også underordnet, om du er studerende eller nyuddannet lige nu, det vigtigste er bare, at du forstår vigtigheden i at have en LinkedIn-profil. At du skal have en LinkedIn-profil.
Og du skal oprette din LinkedIn-profil, mens du studerer. Det er der mange årsager til. Dog leder de alle sammen hen til samme argument, at du skal kunne opdatere din LinkedIn-profil løbende, så du er klar til at bruge den, når du står som nyuddannet.
Men hvordan bruger du så din LinkedIn-profil i din jobsøgning? Og hvordan laver du overhovedet en god LinkedIn-profil? Det får du svaret på herunder.
Indhold
Derfor skal du som studerende have en LinkedIn-profil
Som studerende er det vigtigt, at du har din egen LinkedIn-profil. Via den kan du løbende udbygge dit netværk, opdatere din profil og gøre opmærksom på din kunnen og dine erfaringer samt holde øje med spændende studiejobs, praktiksteder og potentielle fuldtidsjobs. Hvis du endnu ikke har været i praktik men gerne vil det, har jeg en guide, der hjælper dig med at skrive en god praktikansøgning.
LinkedIn er også bare et fint sted at holde sig opdateret om, hvad der sker på arbejdsmarkedet og i specifikke brancher.
Jeg kan – og det slår jeg fast med det samme – ikke finde et eneste argument for, at du IKKE skal have dig en LinkedIn-profil. Det skal du bare. Uanset om du vil bruge den aktivt eller passivt i din jobsøgning. Det er nemlig din LinkedIn-profil, som en potentiel arbejdsgiver tjekker ud, når du har søgt en stilling.
Det er altså ved at være ret udsædvanligt, at man ikke har LinkedIn, især når man søger job. Hvis arbejdsgiveren ikke kan finde dig på LinkedIn, vil han eller hun nok undre sig. Og det hjælper ikke din chancer for at komme til jobsamtale.
Derimod hjælper en LinkedIn-profil dig faktisk med netop det. Eller både det og generelt i din jobsøgning. Det sker, som jeg nævnte i starten af afsnittet, på forskellige måder. Men en af de vigtigste er, at du kan holde styr på dit netværk via LinkedIn.
Hver gang du møder en ny kontakt igennem dit studiejob, dit studie, i byen, til en familiefest – you name it – så har du et sted at linke med vedkommende. Han eller hun vil dermed være en del af dit netværk, og dit netværk skal du bruge aktivt i din jobsøgning som nyuddannet. At du har LinkedIn og aktivt opbygger dit netværk løbende, er en af de vigtigste måder, du kan optimere dine fremtidige jobmuligheder på. Det er meget vigtigt.
Og igennem LinkedIn er dit netværk allerede kortlagt for dig. Det er bare at bruge det.
Vis hvad du kan, og hvem du er på din LinkedIn-profil
Som sagt er LinkedIn skabt til at netværke. Du kan linke med folk, du kender, og folk du vil kende. Bare du sender dem en besked og fortæller, at du synes, de er spændende, om du må følge med. Det er helt okay. Og det er en let vej til et bredere netværk.
Men LinkedIn er også din personlige profil – en profil der skal give et billede af, hvem du er, og hvad du kan. Det er her, at potentielle arbejdsgivere skal kunne danne sig et indtryk af dig. Du skal fremstå attraktiv, professionel, dygtig og ikke mindst ægte. Det skal med andre ord være dig og dine kompetencer, der skal fremhæves på din profil.
Det er derfor vigtigt, at du udfylder din profil godt. Hvordan du laver din egen LinkedIn-profil, det kommer vi til længere nede, men det er vigtigt, at du får din uddannelse, dine kompetencer og dine resultater frem. Vis, hvad du kan.
Har du klaret dig særlig godt i en case-konkurrence? Har du fået ros på dit arbejde? Har du en eller flere anbefalinger? Læg dem på LinkedIn. Eller endnu bedre. Få dem, der har anbefalet dig, til at anbefale dig på LinkedIn. Der er sådan en smart funktion, hvor du længere nede på LinkedIn-profil kan samle anbefalinger. Det virker rigtig godt, og det gør alt, hvad du skriver om dig selv, meget mere troværdigt. Du kan bruge de samme mennesker som referencer. Så længe du har fået lov af dem.
I en anbefaling fra en tidligere arbejdsgiver vil din personlighed sikkert også blive fremhævet. Det er altså med til at give dem, der besøger din profil, et mere dækkende billede af, hvem du er. Og det er godt. Det er rigtig godt.
Det er også vigtigt, at du laver et oprids af dine kompetencer under din uddannelse. Så ved en arbejdsgiver, hvad du har lært, og hvad du gerne vil fremadrettet. Fremhæv større opgaver, bacheloreksaminer og specialer.
Trin for trin: Sådan laver du din LinkedIn-profil
Men hvordan laver du så en god profil på LinkedIn, tænker du nok. Det er heldigvis ikke så svært. Og det handler heller ikke om at lave den perfekte LinkedIn-profil. Du skal bare have en, der er god og kan det, som en profil på LinkedIn skal kunne: At gøre arbejdsgiveren klogere og give et godt indtryk af dig.
Først og fremmest skal du have et godt billede. Det er lige meget, om du er studerende eller nyuddannet – billedet skal være godt. Det skal se professionelt ud. Men vigtigst af alt: Det skal være dig. Du skal ikke stå i et jakkesæt, hvis du ikke har jakkesæt på i dit studiejob eller kommende job. Tag det tøj på, du synes, er pænt arbejdstøj.
Dernæst kommer titlen, alt den titel du giver dig selv. Hos mig er det Content Specialist (faktisk Senior Content Specialist, men hvem går op i sådan noget?)… Nå, men ja, titlen er det, som du betegner dig som. Hvis du vil arbejde med regnskaber, er det nok noget med at være “Excel-haj og talnørd”. Det er lettere for mig at give et eksempel på en LinkedIn-titel ud fra mine egne evner:
“Content Specialist | SEO copywriting | Content marketing | Digital markedsføring”
Sådan kunne min LinkedIn-titel se ud. Giver det mening? Den skal rumme det, du er bedst til og ser dig selv som.
Nedenunder kommer du til resuméet, hvor du på cirka tre linjer skal beskrive dig og din profil. Det skal selvfølgelig hænge sammen med din titel og gøre din kommende arbejdsgiver klogere.
Uddannelse, kurser, resultater og kompetencer
Det næste, du kommer til, er din erfaring. Personligt fremhæver jeg ikke, at jeg som 15-18 årig arbejdede i kolonialafdelingen i føtex. Det er bare ikke relevant på LinkedIn. Men det står på mit CV. List dine erfaringer og jobs fra din studietid og sabbatår, herunder også frivilligt arbejde.
Beskriv, hvad jobbet gik ud på, hvad dit ansvar, og hvilke kompetencer du lærte af jobbet. Så er du helt sikker på, at du gør det rigtigt.
Hvis der er noget, du er særligt stolt over, så tøv ikke med at nævne det. Havde du ansvaret eller medansvaret for et imponerende resultat, så beskriv det. Det er rigtig spændende for arbejdsgiveren at læse om. Og det er rigtig godt for din LinkedIn-profil, hvis det er noget, der også bliver fremhævet i en anbefaling.
Længere nede på din LinkedIn-profil skal du beskrive dine uddannelser. Tag gymnasiet med uden at gå i detaljer, og list derefter i kronologisk rækkefølge, hvad du har af uddannelser, højskoleophold, kurser og lignende. Her er det igen vigtigt, at du forklarer, hvad du har lært af dem. Det kan både være faglig og personlig udvikling.
Husk altid at lave din profil både på dansk og engelsk. Det er ikke nok kun at lave din profil på dansk. Om du vil lave den lige så grundig på engelsk, må du selv bestemme. Bare den er dækkende for dig og din profil.
Nu har du en god profil
Følger du ovenstående råd, så ender du med at have en god LinkedIn-profil. Herfra har du et fundament at arbejde ud fra. Men det vigtigste er bare, at du kommer i gang med at lave din profil så tidligt som muligt. Altså mens du er studerende.
For på den måde kan du udnytte din profils styrke med det samme, du er færdiguddannet. Du har netværket på plads, du har en skarp profil, du skal ikke til at gøre en masse, mens du sidder med dagpengeregler, jobsøgning og alt muligt andet til op over begge ører. Din LinkedIn-profil er skarp, og du er klar til at gå på jobjagt.
Herfra kan du selv gøre den bedre. Som nyuddannet kan du få hjælp af din fagforening eller A-kasse til at lave en skarpere LinkedIn-profil. Der er også meget godt at hente på YouTube. Ellers kan du bare bladre LinkedIn-profiler igennem og se, hvad andre gør godt.
Hvis du er studerende og leder efter en god A-kasse for studerende, kan du få hjælp her.
Udnyt også din stærke LinkedIn-profil til at interagere. Kommenter og like på LinkedIn og deltag i grupper. Gør opmærksom på dig selv på en naturlig måde. I LinkedIn-grupper kan du stille relevante spørgsmål, få hjælp til din jobsøgning og det, du gerne vil arbejde med. Der er så mange muligheder, og når du har en god LinkedIn-profil, er det bare at gribe ud efter dem.
God fornøjelse!