En uopfordret ansøgning – eller en umotiveret ansøgning, som den også bliver kaldt – er en ansøgning, du sender, uden at der er en opslået stilling. Du sender simpelthen en uopfordret ansøgning i håbet om, at du og din profil kan vække så meget opmærksomhed, at du kan lande et job nu eller på sigt.
Rigtig mange nyuddannede vælger denne metode med den uopfordrede ansøgning, og den kan faktisk vise sig at være rigtig effektiv. En uopfordret jobansøgning kan nemlig meget af det samme, som en opfordret ansøgning kan. Altså få dig til en jobsamtale. Men du skal ikke nødvendigvis måle den uopfordrede jobansøgnings succes på, om du kommer til samtale eller lander et job. Bare det, at du sender jobansøgningen og gør opmærksom på dig selv, kan åbne nye døre, både hvad angår potentielle jobs og dit netværk.
Faktisk kan du nogle gange komme virksomhederne i forkøbet ved at søge uopfordret, før de når at slå en stilling op. Hvis du har den profil, som de søger, eller bare en der ligner, jamen så kan det sagtens være, at de kan bruge dig. Herunder får du gode råd til at skrive en uopfordret jobansøgning og et eksempel på en god uopfordret ansøgning.
Guiden er opdateret 24. oktober 2021
Indhold
Sådan kommer du i gang med en uopfordret ansøgning
Det første du skal gøre, er at researche. Det er det samme, som når du sender en almindelig jobansøgning. Med en uopfordret ansøgning har du dog ikke et jobopslag at læne dig op ad. Så det stiller større krav til din research.
Men hvordan laver du så research med henblik på at skrive en uopfordret jobansøgning? Først skal du lave en form for afgrænsning. Find ud af hvilket område, hvilken branche, hvilken størrelse virksomhed og meget andet, du vil gå efter. På den måde er det meget lettere for dig at gå målrettet efter de virksomheder, som du gerne vil arbejde i.
Faktisk er der mange små og mellemstore virksomheder, som aldrig slår deres stillinger op. Enten har de ikke ressourcerne til at afdække deres behov eller opsøge kandidater, eller også besætter de stillingerne igennem deres netværk. Her kan du blive en del af deres netværk ved at søge uopfordret.
Du kan søge efter virksomheder ud fra de nævnte kriterier på LinkedIn. Her vil du også med det samme kunne se, om du har nogen i dit netværk i den pågældende virksomhed. Her er der altså en vej ind i virksomheden, og det er en stor fordel, især når du søger med en uopfordret jobansøgning.
Du kan nemlig få hjælp af din kontakt til to ting: Enten kan du få lagt et godt ord ind for dig. Eller også kan du få indsigter, der kan hjælpe dig med at skrive en god uopfordret ansøgning, der har større chance for at få dig til jobsamtale. Hvis du så ender med at få afslag efter din jobsamtale, kan du læse, hvad du skal gøre, her.
Sådan forbereder du dig på at skrive en uopfordret jobansøgning
Når du skal sparke døren ind og sige “her kommer jeg!”, kan du gøre det på en række forskellige måder. Det vigtigste er, at din uopfordrede ansøgning når frem til den person, der står for ansættelserne i virksomheden.
Du skal altså have kontaktinformation på den person som det første eller ringe til virksomheden og spørge efter vedkommende. Men først når du er klar til at snakke med den person. Du kan også scrolle længere ned og se et eksempel på en uopfordret ansøgning, så du ved, hvilket resultat du skal ende med. På den måde kan det være lidt lettere at forberede dig, når du har set et eksempel på en uopfordret jobansøgning.
Netop det at ringe til den person, der står for ansættelser, er en rigtig god måde at komme i gang med din uopfordrede ansøgning på. Når du ringer, skal du starte med at præsentere dig selv. Det har jeg skrevet en guide om elevatortalen til, som du kan bruge, når du samler information til en uopfordret ansøgning.
Hvad du hedder, at du er uddannet indenfor et særligt område, hvad du har arbejdet med tidligere (altså din erhvervserfaring), og at du leder efter et job, samt hvor du kender virksomheden fra (hvis det er gennem netværk eller en særlig anledning). Spørg derefter, om du må låne 5 minutter af vedkommendes tid.
Ved ja, får du herunder et par eksempler på spørgsmål, du kan bruge til research på en uopfordret jobansøgning. Ved nej, skal du prøve at aftale et andet tidspunkt, eller om du må kontakte vedkommende over mail. Det er helt fint at sige, at du stiller spørgsmål med henblik på at sende en uopfordret jobansøgning og dit CV.
Spørg ind til virksomhedens nuværende behov. Spørg eksempelvis om:
- Hvilke kompetencer har de brug for? Det kan både være faglige kompetencer og personlige kompetencer. Af dem skal du udvælge dine kernekompetencer.
- Hvilke udfordringer har de? Er der opgaver, de ikke kan nå? Har de et mål for afdelingen eller virksomheden, der gør, de skal ansætte nye medarbejdere i den kommende fremtid?
- Hvad er vigtigt, når de skal ansætte nye medarbejdere? Ansætter de nyuddannede?
- Hvordan er jobmulighederne i virksomheden? Det kan være, at der er muligheder i andre afdelinger.
- Undlad at spørge om løn eller lønniveauet. Det er slet ikke der, du vil hen med denne samtale, og det får dig ikke tættere på en jobsamtale. Tværtimod. Til jobsamtalen kan du fint forhandle løn.
- Som jobsøgende på dagpenge har du også mulighed for at komme i virksomhedspraktik eller job med løntilskud. Du kan spørge ind til mulighederne for det i samtalen.
- Hvis du ikke allerede har nævnt det, så kan du spørge, om det er okay, at du sender en uopfordret ansøgning og dit CV.
Hvis det bliver et nej, kan du spørge, om de kender til behovet i andre afdelinger i virksomheden, eller om de umiddelbart kan se, at din profil passer bedre ind andre steder i virksomheden. Men det er altså meget sjældent, at folk frabeder sig, at du sender en uopfordret jobansøgning. Især efter en samtale på fem minutter.
Du kan under alle omstændigheder spørge, om vedkommende har et godt råd til dig, der gerne vil ind i samme branche eller arbejde med den type opgaver, du gerne vil. Så får du under alle omstændigheder noget med dig fra opkaldet og et udvidet netværk.
Sådan skriver du en god uopfordret ansøgning
Når du har researchet – enten ringet eller søgt løs på internettet – er du klar til at skrive din ansøgning. Du kan genbruge meget af det, du skriver i din opfordrede ansøgning fra tidligere søgte jobs. Dine kompetencer – både faglige og personlige – skal du have med og naturligvis en kort præsentation af dig selv.
Men i en uopfordret ansøgning skal du først og fremmest skrive, hvordan du har tænkt dig at bidrage i dit nye job. Hvad vil du bringe virksomheden? Hvilke udfordringer kan du løse? Her kan du bruge din relevante erhvervserfaring og din kompetencer til at konkretisere, hvad du kan. Hvis du har snakket med virksomheden, ved du mere præcist, hvilke udfordringer de står med. Tag udgangspunkt i dem. Hvis ikke, så se om der er noget generelt for virksomheder i branchen.
Sammen med en uopfordret ansøgning skal du også sende dit CV. Dit CV skal du ligeledes målrette, så de relevante kompetencer står klart og tydeligt. Det skal være let for arbejdsgiveren at finde ud af, hvad du kan bidrage med og hjælpe virksomheden med. På den måde ved de, at når de står overfor udfordringer, som du kan hjælpe med, så kan de tage fat i dig.
Du kan bruge min guide om at skrive et kompetence-CV her. Det kan faktisk i nogle tilfælde være nok og svare til en uopfordret jobansøgning. Dog får du mest ud af dit CV, hvis du kombinerer din kompetencer med et kronologisk CV.
At du sender dit CV og uopfordret jobansøgning er også en måde at lægge billet ind på fremtidige jobs. Hvis du har ringet og sendt en god uopfordret ansøgning, så skal du nok ligge i bevidstheden, den dag virksomheden står overfor udfordringer, som du kan hjælpe med. Også selvom du får et afslag på din ansøgning i første omgang.
Skabelon og eksempel på en uopfordret jobansøgning
Hvis du leder efter et eksempel på en uopfordret jobansøgning, kan du finde det herunder. Som du kan se i eksemplet, er der stor forskel på en uopfordret jobansøgning og en almindelig ansøgning.
Typisk vil en god almindelig ansøgning være på én side. Her er den noget kortere. Det gør også, at du faktisk ikke behøver at lave et dokument med din uopfordrede jobansøgning. Du kan sagtens bare skrive den direkte i en mail og vedhæfte dit CV. Hvis du vil se eksempler på CV’er, har jeg dem også til dig.
Mit eksempel på en uopfordret jobansøgning kan du fint redigere og lave til dig eget. Det er udelukkende til inspiration, og formatet passer til alle profiler. Det er i og for sig både et eksempel på en uopfordret ansøgning og en skabelon til en uopfordret jobansøgning.
Som du kan se, så skal en god ansøgning indeholde følgende elementer:
- En god overskrift
- En god indledning
- Alt det i midten som hele guiden har handlet om
- En god afslutning
Hvis du har brug for mere hjælp til din jobansøgning og leder efter flere eksempler på gode ansøgninger og skabeloner – også dem, der ikke er uopfrodrede – kan du se oversigten herunder.